Fra Fredericia – Fåborg – Kiel – til Cuxhaven

Fra Fredericia – Fåborg – Kiel – til Cuxhaven


Dagen kom, hvor vi tog afsked med de vante omgivelser. Vi stævnede ud fra Fredericia havn og vinkede farvel til svigerfamilie og oldemor, som var troppet op på havnen kl. 10 d. 12.06.19, hvor afgangen var sat.

Der var mange følelser i vores lille familie, da fortøjningerne endelig blev sluppet. Vi havde gjort os mange overvejelser og mange forberedelser, men at dagen endelig kom, det var en overvældelse.

Første strækning var fra Fredericia til Fåborg, fordi der var familie på Fyn, som skulle tages afsked med. Det var en rolig sejlads på små 7½ timer. Vi har stor glæde af, at så mange mennesker følger med på vores AIS signal og kan via forskellige apps eller hjemmesider, se hvor vi er henne. Dagen efter fik vi snakket, hygget og krammet på gensyn med familien.

Næste dag gik turen ud af Danmark og til Tyskland. Det tyske gæsteflag blev hejst og vi sejlede afsted med skyer bag os. Vi kom til Kiel efter 7 timer og 15 min, der var ikke meget vind at drage nytte af. Vi gik ind i havnen ved siden af indgangen til Kielkanalen og måtte sande, at der var ikke plads til os. Der er heldigvis rigeligt med havne omkring Kielerkanalen og det tog ikke lang tid, at finde et andet alternativ. Vi nåede lige i havn som regn, torden og hagl kom over os.

Vi har efterhånden fundet os til rette på båden, vi har ikke manglet noget endnu. Måske en smule stabilt internet, men det er nok nærmere et spørgsmål om vores gamle vaner, der endnu hænger ved. Men det er nu rart at holde familie og venner opdateret. Derudover så har vi tilpasset os bådlivet ret godt. Vi skal hver dag minde hinanden om, hvilken ugedag det er, for der er ikke noget i hverdagen, der minder os om det. Men at tiden går langsomt og at det føles som om, at der er rigeligt af den, det nyder vi.

Søndag blev dagen, hvor vi besluttede os for at sejle gennem Kielerkanalen. Vi stod tidligt op, da Kielerkanalen trods alt er 100 km lang, derfor vi var opsatte på, at det ville tage sin tid, at komme igennem kanalen. Vi havde læst os ud af, at vi skulle vente på det hvide lys ved indgangen. Heldigvis var der også andre der skulle igennem den morgen, så vi kunne følges ad. Vi kunne over VHF radioen høre, at kontroltårnet havde kontakt med et større træskib fra England, som også skulle ind i slusen den morgen. De gik ind først. Slusen lukkede og vi lagde til inde i slusen, men der skete ikke noget. Vi ventede og ventede, indtil vi kunne se at politiet kom gående på anden side af slusen. De gik ombord på det engelske skib Anni og skulle formentlig lige tjekke om alt var iorden. Da politiet gik igen, åbnede slusen og vi kunne sejle ind og hen til automaten, for at købe billet.

Turen gennem kanalen gik over al forventning. Vi havde høj solskin og grønt til begge sider. Da det første store tankskib kom forbi, blev vi alle en smule benovet. De er kæmpestore, når de sådan kommer sejlende blot på 10 – 15 meter fra vores, pludselig meget lille sejlbåd. Det var virkelig en oplevelse af de helt store. Da vi nåede enden af kanalen og vi kom igennem den sidste sluse, endte vi ude i Elben, hvor vi kunne se endnu større tankskibe. Dog var vejret ikke længere med os og de sidste sømil blev sejlet i regnvejr med 6 – 7 ms modvind, men dog med 3 knobs medstrøm. Så ca. kl. 19 landede vi i Cuxhaven havn, hvor vi ligger nu. Vi har brugt tiden i havnen på at ordne dims som manglede at blive ordnet, vi har nydt vejret ved stranden og i byen og gjort Embla ren til næste tur. Nu venter vi på at vejret, vinden og strømmen giver anledning til at drage mod Borkum, som er vores næste destination.

2 Replies to “Fra Fredericia – Fåborg – Kiel – til Cuxhaven”

  1. Lå selv på Rømø og ventede på godt vejr til Helgoland. Det er nødvendigt at have resoektforr vind og vejr :-). Ligger lige nu med Venus i Borkum og skal videre til Algarve for overvintring

    1. Hej John,
      Mon ikke vi har krydset veje eller kurs, da vi har samme destination. Borkum var også at foretrække for os, da Helgoland er ret populær og derfor ikke sikkert at der var plads.
      God vind og vejr til din tur.

      Vh Katrine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *