Fra Saint Martin – De Britiske Jomfruøer – til Martinique
Vi havde taget beslutningen om, at tage til De Britiske Jomfruøer samme dag, som Saint Martin lukkede deres grænser og hvor nytilkomne skulle i 14 dages karantæne ved ankomst til øen.
Vi havde taget denne beslutning, fordi De Britiske Jomfruøer var vores nordligste destinationen i Caribien, og hvis covid-19 skulle forsage lukning af øerne rundt omkring os, så ville det være bedst for os, at ligge klar til at krydse atlanten. Vi havde en skøn sejlads dertil, hvor vi sejlede dag og nat. Om aftenen, efter aftensmad, lagde vi os alle ud i cockpittet, for at kigge på stjerner. Vi forsøgte ihærdigt at få øje på et stjerneskud, men vi var ikke så heldige denne gang.
Vi ankom til Soper’s Hole på Tortola om middagen dagen efter og da vi sejler ind i bugten, ligger der to delfinmødre med unge i bugten og byder os velkomne. Vi fortøjerede ved en bøje i havnen, for at Thomas kunne tage ind og indklarer, men han kom tilbage kort tid efter, vi skulle nemlig med ind alle sammen, da de skulle tjekke, at vi ikke var syge. Vi får taget vores temperaturer, og vi udfylder en ene erklæring efter den anden. Og kort efter går det op for os, at vi er ankommet til øen dagen før, at de, fra regeringens side, lukker grænserne og alle der kommer til øerne derefter, vil blive bedt om at vende om igen. Det var vist vores held.
Vi vælger dagen efter at leje en bil, for at få handlet godt ind, da fremtidsudsigterne på dette tidspunkt virker ret uforudsigelige. Inde i byen virker det roligt og organiseret, der er et max. på hvor mange mennesker, der må være i de mindre butikker og der er sprit til kunderne, når de kommer ind. Vi kunne få handlet godt ind og rigtig få fyldt skabene op. Vi sejler til marinaen Nanny Cay, hvor vi kan få tanket vand. Nanny Cay, på trods af at den er dyr, det er det egentlig hver gang vi ligger i marina fremfor anker, så var marinaen alle pengene værd. Der var fine badefaciliteter og der var også en pool. Pigerne valgte at tilbringe så mange timer i poolen, at deres lyse hår endte med at få et grønligt skær, af alt det klor.
Vi vælger et par dage efter, at sejle ud og kaste anker i bugten ved Normann Island. Der lå også en anden dansk båd, som vi havde kontakt til. Vi kunne derfor spise aftensmad sammen og holde hinanden opdateret på nyheder. Det skulle også vise sig at blive nyttigt, for dagen efter vi ankommer i bugten, der indfører De Britiske Jomfruøer et 24 timers udgangsforbud i 7 dage.
Normann Island er dog et skønt sted og rundt om os, der svømmer der flere skildpadder rundt. Vi oplever rokker og små fine fisk i havet omkring os, når vi hopper i havet med dykkerbriller på. Normalt er bugten proppet op med båden og i bugten ligger også en restaurantbåd, som normalt tiltrækker et hav af unge mennesker til disko langt ud på natten, men det hele var lukket ned og der var blot en enkelt ung mand, som passede på restauranten, mens den var lukket ned. Dagen efter udgangsforbud, der kommer nogle lokale forbi i motorbåd og giver os æg og brød, så vi havde lidt ekstra. Og midt på ugen, der laver den unge fyr på restauranten burger og pommes fritter mod et beskedent beløb, til alle dem i bugten, som ønsker det. Og det var et udsøgt måltid, sådan at sætte tænderne i en saftig burger og sprøde pommes fritter og så havde vi tilmed godt selskab af Jørgen, fra den anden danske båd, win-win.
Efter at ugen var gået, hvor vi egentlig bare havde hygget os, så kom dagen, hvor det famøse udgangsforbud skulle have sin ende, men det var nok naivt af os, at tro det værste var ovre. Men vi finder ud af, at de ikke bare opretholder udgangsforbuddet, men de forlænger det med 14 dage, istedet for blot en uge og de giver os kun en dag, at handle ind i. Det var som om, at det hele strammede sig ind omkring os og vi blev nødsaget til at tage en beslutning om, hvordan vores videre færd skulle forløbe. Vi tjekkede alle vores mulighed og ender med den konklusion, at den bedste løsning for os ville være, at bestille plads til Embla på et fragtskib hjem til Europa.
Så da beslutningen langt om længe var taget, faldt der en kæmpe sten fra vores hjerter. Vi havde længe gået rundt om den varme grød og udskudt at tage en beslutning, for det var jo ikke sådan vores rejse skulle være, vi skulle sejle til Bermuda, hvor min onkel skulle hoppe ombord og vi, sammen med ham, skulle sejle de 18-20 dage til Azorerne. Det skulle have været lige så fantastisk og udfordrende, som første gang vi krydsede Atlanterhavet. Men sådan blev det ikke, og det tog tid at vænne sig til tanken. Det var nok derfor, at det tog så lang tid, at tage den endelig beslutning.
Vi sejlede til hovedstaden, handlede ind, fik tanket diesel og så pegede vi stævnen mod Martinique, hvor det store fragtskib ville komme og hente vores båd. Det var en tur på tre døgn. Og det var egentlig lige hvad vi havde brug for, til at samle tankerne og acceptere de nye omstændigheder. Og så var turen også indbefattet af mange “sidste gang”. Det var sidste gang, at vi skulle sejle under en caribiske nattehimmel på denne tur, det var sidste længere sejlads for denne gang og det var sidste gang med den helt særlige oplevelse der er, at sejle på det smukke blå Atlanterhav. Vi brugte i den grad tiden til at nyde omgivelserne og det første døgn var det helt roligt hav. Nattevagten var saglig og det var en stor glæde at sejle i måneskin. Vi havde også selskab på turen, i form af en tysk båd, som skulle samme vej, med samme formål. Så vi kaldte over radioen til hinanden med jævne mellemrum, for at tjekke op og høre om alt var vel.
Den sidste nat skulle vise sig at blive alt andet end rolig. Jeg sidder på vagten og er igang med at se noget på iPad’en, da vi pludselig støder ind i noget. Båden stopper fuldstændigt og jeg sætter båden i tomgang. Thomas står oppe i cockpittet inden for få sekunder og vi kigger på hinanden med undren i ansigterne og stiller hinanden det samme spørgsmål “Hvad var det?”. Jeg klikker livlinjen på snoren til dækket og går ud på dækket, helt ud i stævnen og kigger ned i havet, der er intet at se, jeg kigger længere ud, men der er stadig intet at se. Thomas sætter motoren i gear igen og den skyder igen fart gennem vandet. Ingen af os, har noget bud på, hvad det kunne være. Thomas lægger sig ned i seng igen, men han får ikke lukket et øje resten af natten. Da det bliver tid til at skifte vagt, så kravler jeg ned i seng, men det er virkelig svært at overgive sig til søvnen, når man ikke kan finde logik i det, der skete tidligere. Det bliver en søvnløs nat og da solen står op næste morgen, er vi ikke langt fra Martinique.
Da vi er omkring 20 sømil fra Sainte Anne, som var bugtet vi skulle ankre i, så hopper der sørme en fisk på krogen. Er det mon en tun, er det mon en guldmakrel, vi havde mange bud på hvad det kunne være for en fisk. Thomas derimod, han kunne ved første øjekast konkludere, at det i hvert fald var en stor fisk. For når man forsøgte at trække den ind, så var der mange kræfter, der trak igen. Vi giver mere line og venter med tålmodighed. Langsomt begynder vi at trække linen ind igen og vi får efterhånden et glimt af vores fangst. Det er en ordentlig krabat. Det ligner en sejlfisk og vi tager alle del i fangsten. Jeg holder fiskestangen og begiver mig ud på dækket, for at få krabaten til at komme ind på siden af båden, Thomas finder den store krog frem, så han kan trække den op på båden, Kaia holder linen ind til siden af båden og Ella, der holder behørig afstand, vælger frivilligt jobbet som fotograf. Thomas får sat krogen i krabaten og få trukket den så meget op af vandet, så jeg kan få et tov omkring halen og på den måde, får vi halet den 198 cm. lange Marlin op på båden. Wauw, sikke en fangst.
Da vi ankommer til bugten og Thomas får fileteret den store fisk, ender vi med 10 poser fisk. Alt, alt for meget til en familie på fire. Heldigvis ligger Namihani og La Puerta, begge danske familiebåde i bugten og vi kan med glæde dele ud af vores festmåltid. Dagene i bugten ved Sainte Anne er på mange måder præget af det gode selskab, som vi er endt i. Pigerne kan ses på kryds og tværs, efter endt skoledag og vi får sågar fornøjelsen af, at fejre flere fødselsdage i bugten. Det er en tid med fis og ballade og gode venner. Men alting har en ende og d. 2 maj bliver Embla læsset på det store skib og d. 7. maj vinker vi på gensyn til vores kære venner, som ligger turen over det store hav, på vej mod Azorerne.
Vi befinder os nu i en dejlig ferielejlighed og har nydt de sidste dages caribisk varme og velvære. Vi er nået til en skillevej på vores rejse og vi er både fyldt med taknemmelighed og vemod, for i morgen tager vi turen til lufthaven. Vi skal flyve til Amsterdam, for at mødes med vores kære Embla i Ijmuiden i Holland. Det, som tog os små 6 måneder at nå i sejlbåd, vil tage os små 12 timer at nå i fly. Hvis jeg selv skal sige det, så kan jeg bedre lide den langsomme måde. Men der er alligevel en del sommerfugle i vores maver, for inden længe, så er vi tilbage der, hvor vores eventyr tog sin begyndelse.