Fra Kap Verde – Atlanterhavet – Barbados – til Tobago
Jeg føler nærmest, at det er et år siden, at jeg satte mig ved tasterne for at tjekke ind på hjemmesiden. Det er ikke så meget tiden, som spiller mig et pus, det er nærmere alle begivenhederne, som har hobet sig op i vores sejlerliv. Og jeg skal forsøge mit bedste på, at huske det hele.
Vi tog fra Kap Verde d. 4. december kl. 13. Egentlig skulle vi have været afsted d. 3. december, men så opdagede vi en utæt vandtank i sidste øjeblik og måtte lappe hullet inden afgang. Ikke desto mindre var vi klar til det store Atlanterhav, både mentalt og proviantmæssigt.
Vi sejlede fra Mindelo med kurs mod Barbados i følgeskab med et par enkelte andre både, som havde samme kurs, men efter kort tid kunne vi hverken se både eller land længere. Det var en vild fornemmelse, at se landskabet bag os forsvinde, med den viden, at land ville vi ikke se noget af de næste 14 dages tid. Det ville blot være os og det store blå hav. Vi fandt ret hurtigt ind i en god rytme på båden. Der skulle styres, vaskes op, laves mad, bages brød og sådan gik de fleste dage. Vi havde god vind i sejlene og vi sejlede i gennemsnit 140 sømil pr. dag. Vi skulle dog lige vænne os til den gyngende grund under fødderne og det tog da også lidt tid. Især fordi alt rutsjede rundt, hvis man satte det fra sig. Hvis så bare at det blot var tingene der fløj rundt under bølgegang, men det var også os, der til tider fløj rundt. Det kostede den del blå mærker hos den uopmærksomme, som ikke lige holdt ved et sted, når båden svingede fra den ene side og til den anden.
Der var dage undervejs, som vi forsøgte at gøre lidt særlige, for det var jo december og under normale omstændigheder ville denne tid være fyldt med jul, nisser, gaver, julekalender og så meget andet. Derfor skulle det også have sin plads på Embla. Heldigvis havde en caribisk rejsenisse listet sig ombord inden vi tog fra Kap Verde og den havde juleslik med til pigerne. Derudover, så lavede vi risengrød til frokost hver søndag og fik på den måde fejret advent. Vi havde en midtvejs-fest, efter at have sejlet halvdelen af de samlede sømil, der skulle tilbagelægges, hvor pigerne gik i køkkenet og fik kreeret en browniekage, som lige fik humøret på alle besætningsmedlemmer til at stige, det blev også til lidt rosé og en snack. Ydermere havde vi biograf hver fredag med popcorn og sodavand. Sådan nogle dage, var med til at tiden ikke føltes så lang.
Fiskeri blev også en del af hverdagen ombord, dog vi fiskede ikke hver dag, for det kunne hverken vores maver eller fryseren klare. Især ikke da Thomas midtvejs hiver en 125 cm stor Guldmakrel ind, den kunne vi lave til fem gange aftensmad. Der var også en dag, hvor Jens Otto, i mangel på andet, lavede en sprutte af gammelt tovværk og satte den på fiskestangen, hvilket resulterede i, at vi fik en fisk på krogen, som var helt ustyrlig. Vi fik aldrig banditten at se, men den kæmpede en brav kamp mod Thomas og Jens Otto i omkring 15 minutters tid, inden der kom en stor bølge og fiskelinen sprang. Vi var virkelig kede af, at vi ikke fik set, hvilken kæmpe fisk vi havde haft på krogen.
Månen var gavmild ved os og lyste nætterne op det meste af turen. Stjernerne kom frem allerede ved 20 tiden om aftenen og vi fik udviklet et nært forhold til dem og har hver især fundet vores yndlingsstjernebillede. Stjerneskud kunne man tælle i flæng, hvis bare man havde tålmodigheden til det. Vi sejlede også på tværs af tre tidszoner, hvoraf vi måtte sætte uret derefter.
Undervejs var det ikke mange både vi mødte og man fik helt klart et indtryk af, hvor umådelig stort Atlanterhavet er og hvor lille en plads i verden man selv tager. Vi mødte et par enkelte fiskerbåde om natten, hvoraf kun en af dem havde vi visuel kontakt med. Vi havde et fragtskib, som krydsede i vores kølvand i dagslys og derudover havde vi et opkald på VHF radioen fra en hollandsk båd, som lige ville tjekke ind og høre om vores tur og vi om deres, inden vi igen var helt alene på havet. Under sejlturen fik pigerne lavet en flaskepost, som de smed i havet, med håb om at nogen finder den en dag.
De sidste 3 døgn under vores atlanterhavskryds skulle vise sig, at blive de hårdeste. Det blæste op og vi fik bølger op til 4 – 5 meters højde. Bølgerne knækkede ind over båden af flere omgange og vi fik smadret den kasse, som er på vores badebro, hvor bruseren er installeret, det resulterede i vand under Kaias seng og generelt saltvand over alt. Det var klart det som udfordrede os mest, at være i konstant berøring med saltvand, som bare ikke kan vaskes af eller ud, men mindre alt bliver vasket i ferskvand og gerne af flere omgange og ferskvand, elektricitet og i vores tilfælde toiletpapir var rationeret og det skulle vi bruge med omhu. Så vi var udfordret de sidste døgn, også på vores nattevagter, da det som regel blæste op til natten og derfor var det bedst at være to til at have nattevagt i starten og midten af natten, da man ellers ville være bundet til roret i flere timer ad gangen, det gik derfor ud over den sammenhængende nattesøvn, som vi ellers så brændende ønskede os.
Derfor var det også med stor glæde og forløsning, at vi efter 15 døgn på havet fik Barbados at se i horisonten. Det var en vild følelse at have krydset det store hav og endelig være på den anden side. Vi kastede anker i Carlisle bay og jeg kan fortælle, at strandene på Barbados er præcis lige så smukke, som Spies katalogerne reklamerer med. Men det er ikke kun paradis og sandstrande, det er også et land, hvor alt er dyrt og hvor mange ikke har særlig meget at gøre godt med. Jeg tog en dag den lokale bus/taxa til en nærliggende by, hvor der skulle befinde sig et møntvaskeri. Det viste sig, at det var Cecil, der arbejdede der og det var hende der tog sig af vasketøjet, men jeg havde afsat formiddagen til vask og havde ikke andet at tage mig til, så jeg blev og holdt hende med selskab, ja og så satte hun mig i sving med at folde tøj, nu hvor jeg alligevel var der. Cecil var 75 år og havde en bror og søn, som hun skulle holde jul med, men hun havde ikke råd til julemiddagen, så det måtte blive det, der var råd til på det lokale marked, når altså Cecil havde vasket, tørret og foldet det tøj, som andre have bragt til hende. Det var en hyggelig formiddag sammen med den ældre dame og hun var heller ikke glad for at slippe mig igen, da mit tøj var færdigt. Men hjem skulle jeg jo, så hun gik et kram og en julebonus og jeg kunne finde den lokale bus/taxa og tage hjem med rent tøj og et bekendtskab rigere.
Julen blev fejret i selskab med enkelte andre danske både på stranden, hvor en lokal fyr lavede mad til os. Maden blev lavet over bål og den bestod af grillspyd, ris, kartoffelsalat, salat og en kyllingegryderet. Alt smagte godt og vi kunne slutte aftenen af med en pina colada. Hvad mere kan man ønske sig til jul? Dagen efter fejrede vi jul, som man også gør det på Barbados, med gaver om morgenen og julemiddag om aftenen. Vores middag bestod bare ikke af kalkun og skinke, som de lokale, men af flæskesteg, brun sovs, brunkartofler, rødkål og chips. Vi blev så mætte, alt for mætte. Vi har ikke fået sådan en kost, siden vi forlod Danmark og det kunne vi mærke, så med maverne fulde af danske juletraditioner gik vi omkuld.
D. 28. december tog vi videre til Tobago, egentlig var vores plan ikke at gå til Tobago, da det er sydpå i forhold til Barbados, men vi havde fået det anbefalet af så mange efterhånden, så det virkede som en chance der skulle gribes. Vi havde en “lille” sejltur på 22 timer dertil og det var for motor med støttesejl, sikke en fornøjelse i kontrast til vores atlanterhavskryds. Vi endte med at være så dovne og ugidelige, at autopiloten nærmest sejlede hele turen for os. Det var en vild kontrast til Barbados, da vi ankom til Tobago. Landet er enormt frodigt og der er grønt så langt øjet rækker. Vi kastede anker i Man O War Bay blandt mange andre danske både, og vi synes at her er fantastisk. Priserne er helt sikkert noget andet end Barbados, men udvalget er også minimalt. Fisk er der masser af og venlighed. Hvad de lokale ikke har i hurtighed og effektivitet, det har de i charme og imødekommenhed. Vi skal fejre nytår her i fællesskab med en del af de andre danske både, og det ender nok med at ca. 15 danske børn deltager. Det er virkelig en stor fornøjelse at se vores piger lege så meget, efter så mange dages isolation på Atlanterhavet. Det var virkelig hvad de trængte til og i sådan en sejlertilværelse, så har alder ingen betydning, bare man hygger sig.
I denne tid tager jeg mange visuelle billeder på nethinden, da jeg ikke altid kan gribe til mit kamera. Men der er så mange magiske øjeblikke, som jeg har stor trang til at forevige og så må jeg jo huske dem. Jeg kan give et lille eksempel. Den første frokost efter vi lige er landet på Tobago, hvor pigerne spiser deres rugbrødsmadder i solskinnet med det smukke, grønne bjerglandskab i baggrunden. Kontrasten fra deres solbrune hud og til deres efterhånden helt gyldne hår. Deres veltilpasse smil på læben, mens de skæver til hinanden ud af øjenkrogen. Utålmodigheden sidder deres kroppe, for havet og den næste svømmetur venter rundt om hjørnet. KLIK!
Om et par dage tager vi afsked med Tobago, for sådan er vores præmisser for denne tur. Vi skal af sted mod Grenada, for vi skal være på Saint Vincent til slutningen af januar, da bedsteforældrene kommer på besøg og i mellemtiden er der øer, der skal opleves. Det er noget vi ser frem til.