Fra Gran Canaria til Kap Verde
Vores hidtil længste stræk er gennemført og det var en helt særlig oplevelse. Inden vi tog afsted mod Kap Verde, havde vi nogle skønne og tiltrængte dage med bedsteforældrene. De var så søde at hjælpe os med at gøre klar til vores tur, så vi fik lejlighed til at få vasket tøj i deres ferielejlighed og vi kunne også benytte os af den bil, som de havde lejet. Der blev derfor handlet ind til turen, men også med tanke på den kommende atlanterhavstur. Vi fik handlet 9 store indkøbsposer, mælk, et helt skinkelår og øl/sodavand. Vi måtte af tre omgange sejle det ud til båden i dinghy’en. Det var fantastisk med den hjælp, som vi kunne få af bedsteforældrene. Dagene derudover gik med strandbesøg, dyrepark og mange velsmagende restaurantbesøg, og også få tanket op på kys og kram og nyt hjemmefra.
Dagene gik hurtigt og den sidste dag sejlede vi, sammen med bedsteforældrene til Puerto Rico, hvor vores tur til Kap Verde, skulle have sin begyndelse. Vi tog afsked med bedsteforældrene med et besøg på en dansk restaurant, hvor vi kunne glæde os med hakkebøf med brun sovs og fiskefileter med persillesovs. Sikke en oplevelse for sådan nogle udenlandsdanskere, som os. Det var den helt perfekte måde, at sige på gensyn på.
I Puerto Rico mødte vi flere danske både, som hver især havde deres egne destinationer. Nogle skulle videre over Atlanterhavet, mens andre som os, skulle til Kap Verde, inden turen går videre over det store blå hav. Da dagen for afgang nærmede sig, kunne vi vinke farvel og på gensyn til flere søde mennesker, som vi havde skiftet bekendtskab med. Det var en dejlig fornemmelse, at blive vinket ud af havnen, nu hvor spændingen i vores kroppe var til at føle. Delfinerne fulgte os også på vej. Vi vidste, at der ville vente os en hård omgang, for vejrudsigten havde sagt 2 – 3 meters bølger og det skal jeg love for, at der var. Det var ikke blot 2 – 3 meters bølger, men også op til 4 meters bølger. Så der var bevægelse i det lille skib, skal jeg ellers hilse at sige. Det var så tilstrækkeligt meget, at jeg senere på aftenen, ikke kunne holde min frokost i mig, og for første gang på vores tur indtil nu, måtte jeg bukke under for søsyge. Det var ellers mig, der havde den første del af nattevagten, men Thomas tog over og jeg fik 2 timers søvn, inden jeg kunne stille mig ved roret til denne sejlads første nattevagt.
Det er altid helt særligt at have nattevagt. Det var mørkt, da jeg startede vagten og efter en times tid stod månen op, og jeg kunne atter se horisonten. Jeg synes klart, at det er mest behageligt at sejle sammen med månen, ellers bliver det hele så mørkt og ufremkommeligt. Stjernerne er bestemt også godt selskab, og jeg fik da også talt 3 stjerneskud den nat. Jeg kan desværre ikke afsløre mit ønske, da det ellers ikke går i opfyldelse, men jeg kan sige så meget, at det omhandler en længere sejlads. Thomas tog over kl. 03.30 og så kunne jeg krybe tilbage under dynen og kile mig fast, så jeg kunne få sovet de næste par timer, inden dagen atter begyndte på ny.
Anden dag var bølger og vind uforandret og det virkede til, på de vejrudsigter som vi hentede via satellit, at vi kunne forvente, at vind og bølger ikke ville ændre sig meget under denne tur. Dermed ikke sagt at omstændigheder ikke blev bedre, for man vænner sig til det, selvom man til tider nærmest hælder vandret. Anden dag er som regel den dag, hvor man oplever mærkbar bedring i forhold til evt. søsyge og jeg havde da også en væsentlig anden appetit. Den grøntsagslasagne jeg havde lavet til turen, blev spist med velbehag. En nattevagt mere og så var også den dag gået. Natten bød pludselig på uventede gæster, da en lille flyvefisk landede på dækket.
Tredje dag skulle vise sig at være i fiskenes tegn. Efter middagsluren stod jeg op til et par ivrige piger, der skulle fortælle mig, om de fisk de havde fanget. To fine små guldmakreller, som dog ikke var så gyldne efter at være blevet halet i land. De blev til en dejlig aftensmad, som kunne nydes oven på en dag, hvor især pigerne havde fundet sig til rette. De ville gerne være under dæk og spille iPad, lege og se film. Det er tegn på, at de er tilpasse, for ellers vil de helst være i cockpittet, hvor man kan kigge ud og se horisonten, så man ikke risikerer at blive søsyg. Dagen skulle vise sig også at byde på mere fisk, dog på en uventet og overraskende måde. Da mørket faldt på og jeg havde sat mig til rette til min nattevagt, kom der en flyvefisk flyvende og ramte mig lige på skulderen. Det gav mig et kæmpe chok og efter at jeg havde samlet mig, så får jeg fat i den lille fyr og sender ham tilbage, hvor han kom fra. Ikke længe efter at den lille fyr var kommet ud over rælingen, så kom der endnu en frisk fyr lige imod mig. Heldigvis ikke med den samme fart, så han ramte ikke mig, men endte nede på gulvet i cockpittet, ikke desto mindre blev jeg lige så skræmt som sidst. Jeg tog mig sammen, og også den fyr endte ude over rælingen. Men denne gang tog jeg ingen chancer og søgte ly under sprayhood’en og der sad jeg så, mens endnu en fisk landede på sprayhood’en og en anden bankede ind i påhængsmotoren bag på båden. Jeg endte med at sende endnu en fisk hjem i havet, inden at hele flyvefiskeforestillingen sluttede og jeg turde kravle ud af mit skjul og sætte mig bag roret igen. Det mindede lidt for meget om en kø til et diskotek på en fredag aften, der var simpelthen bare lidt for meget aktivitet for mit vedkommende.
De næste to dages sejlads oplevede vi, at vinden og bølgerne stillende lidt af og vi havde fundet en god rytme. Men det er sjældent at tingene forbliver, som de er. Det erfarede vi endnu en gang, da autopiloten stod af natten til den fjerde dag og vi måtte omlægge vores rytme med hensyn til nattevagter, for det er for hårdt at styre meget mere end 2 timer ad gangen, da man ikke har mulighed for at gå fra roret, hvilket udelukker toiletbesøg eller andre presserende ting. Derfor tog vi skiftehold på 2 timers varighed natten igennem, sove 2 timer, styre 2 timer. Det fungerede egentlig meget godt, men vi kunne sagtens mærke, at kun 2 timers sammenhængende søvn ikke gav meget på kontoen. Så vi var ret glade for, at autopiloten trods alt havde klaret det, det meste af turen. Ved middagstid den femte dag kunne vi se Kap Verde ude i horisonten og det var en dejlig fornemmelse. Vi havde lidt udfordringer med at kaste anker, da vi ankom til Palmeira, da der var meget vind og mange både, at tage hensyn til. Men efter lidt frem og tilbage, så fik vi kastet anker og Thomas og Kaia kunne tage på politistationen og immigrationskontoret og melde vores ankomst. Det gik uden komplikationer, dog med en dags mellemrum, da åbningstider ikke er noget man tager så højtideligt, No Stress, siger de lokale.
Morgenen efter, der gyngede vi alle rundt. Vi gik rundt og lignede nogle der havde skidt i bukserne, for vi skulle finde balancepunktet. Vi havde ganske enkelt vænnet os til den gyngende grund, så at det hele pludselig stod stille, det skulle tage sin tid at vænne sig til. Det kan være ubehageligt, at blive ramt af landsyge, men det går forholdsvis hurtigt over, og det er også mest Thomas, der bliver ramt af det. Pigerne brugte morgenen på at lege under dæk, den leg som de havde startet på turen og ud af det blå, mens de leger, så slår de en forløsende og krampagtigt latter på. De griner til det gør helt ondt i maverne og det var som om, at de gav slip på de sidste par dages strabadser og en glæde og lethed indfandt sig i dem. Jeg kunne sidde i cockpittet og dele den følelse med dem, med et smil på læben og glæde i hjertet.
Vi blev mødt med stor venlighed og smil på Palmeira og det var et dejligt sted. Der er ikke de store ressourcer, men man klarer sig med det man har. Købmanden var et rum, hvor det på hylderne, var det du kunne få og det må man så arbejde sig ud fra. Vi blev også taget imod af en fyr ved navn Jay, som havde en lokal taxi-, skralde- og vasketøjsbåd og han kunne levere vand og diesel til os. Han kunne sågar hjælpe med transport, da vores gast skulle afhentes i lufthavnen, så der var ingen begrænsninger, til den hjælp, som man kunne få, hvis bare man spurgte. Nu har vi fået Jens-Otto ombord, vi er alle ved at finde hinanden og en ny hverdag. Jens-Otto har også haft sin sejlerdebut på Embla, da vi tog en 20 timers sejltur til Mindelo. Her kom vores fiskeudstyr på prøve, da vi pludselig havde en stor Mahi-Mahi (guldmakrel) på krogen. Jeg tog roret, Thomas trak fisken ind og Jens-Otto fik den hevet ombord. En fin fisk på 114 cm og en ordentlig fætter. Turen til Mindelo gik fint med 2 timers vagter natten igennem og Jens-Otto fik for første gang søsygen at mærke, så det var ikke appetit, der plagede besætningen. Det var derfor med stor fornøjelse, at vi kunne tilberede stykker af den lækre fisk, da vi ankom til havnen. Det var ikke kun den lækre fisk, som glædet os da vi kom, men lige som vi anløber havnen, så dukker der en kæmpe havskildpadde op af havnebassinet, tog en mundfuld luft og dykkede ned igen. Det var en vild og fantastisk oplevelse for os og endnu et tjek på vores ønskeliste over oplevelser. Nu er vi så småt er i gang med forberedelserne til vores atlanterhavskryds. Vores tanker går ud til alle de både, som vi har mødt undervejs, der allerede er startet på deres kryds og vi glæder os til mødes med dem igen, når det caribiske eventyr tager sin begyndelse.
