Til Lanzarote – og her er vi endnu
At tilbringe længere tid det samme sted, har vist sig at være noget, som vi havde savnet lidt. Vi har været på Lanzarote i lidt over 14 dage og det har virkelig været skønt. Vi har kunne få strukturet en hverdag med skole nogle timer hver dag og pigerne trives i det. De kan rigtig godt lide at have skole og de har hver deres yndlingsfag.
Vi startede i Marina Lanzarote, som var et dejligt sted med masser af liv omkring havnen. Vi gik tur langs kysten og kom forbi legepladser, vi mødte glade skoleklasser på tur og vi kom forbi, hvad jeg formoder var en dominoturnering. En pavillon med flere borde under og fire ældre mænd omkring hvert et bord og man kunne virkelig mærke engagementet omkring spillet, der var passion og bølgerne gik højt, på spansk vel at mærke, når der enten var uenigheder eller spillet ikke havde det ønskede udfald. Det var underholdende at være tilskuer til. Vi fik også besøgt en cafe ved havnepromenaden, hvor personalet spurgte Kaia, om hun ville tegne Embla på væggen, sammen med en masse andre aftryk fra både, som har krydset samme vej.
Vi tog videre til Calero, hvor vi eftersigende skulle finde en venlig mand, der havde forstand på både og skulle kigge vores ror efter. Calero var en lille havn og der var intet i nærheden, så handle-mulighederne var begrænset. Der var heller ikke strand i nærheden, men vi kunne følge med i, hvordan de lokale badet fra klipperne, så kunne vi jo gøre det samme. I den forbindelse opdagede pigerne det rige dyreliv som findes under havoverflade på Lanzarote og de kunne slet ikke få nok af det.
Derudover øvede vi hovedspring fra klipperne og efter en del øvelse, så knækkede de koden til, hvordan man gør.
Den venlig mand som skulle hjælpe os, dukkede aldrig rigtig op, han var enten afsted til noget andet, optaget eller syg. Så vi endte med at få fikset karburatoren til påhængsmotoren på værftet, hvilket var virkelig dejligt, da den havde drillet siden vi tog hjemmefra. Men Calero havde ikke så meget mere at byde på, dog fik vi lige hilst på vores danske venner på båden Vida, som skal samme vej, inden vi tog videre til Rubicon.
I Rubicon blev vi modtaget af venligt personale, som viste os vej hen til vores plads. Der var sågar rabat for alle danskere, hvilket er første gang på vores tur, at vi oplever det og til pigernes store fornøjelse, så var der en tilhørende pool. I Rubicon mødte vi båden Jelena og besætning, en dansk båd som også sejler til Caribien, med mor, far og to små børn ombord, samt gaster. Det er altid enormt givende og inspirerende at høre andres historie og drømme, for lige så mange forskellige sejlere der er, lige så mange forskellige måder er der at rejse på. Vi har også nydt godt af en norsk båds selskab, som sejler med tre pigerne på omkring samme alder som vores piger. De sejler også til Caribien og pigerne hygger sig vældigt med at snakke og forstå norsk.
Vi havde et ønske om en tur til Nationalparken Timanfaya og det kunne lade sig gøre fra Rubicon. Vi ville gerne opleve den vulkanske aktivitet på nært hold og det fik vi muligheden for der. De havde tre eksperimenter, som de kaldte det. Et hvor man kunne få den varme vulkanske aske i hånden og mærke den varme som slap op til overfladen. Den anden var et tre meter dybt hul, hvor grene brød i brand et minut efter kontakten med den enorme varme og den sidste var et ti meter dybt hul, hvor en spand vand i hullet, skød op i en stor gejser, som gav et indblik i den enormt kraft, så varme temperature kan have. Derefter en bustur rundt i parken med fortællinger om vulkanudbrud.
I skrivende stund ligger vi fortsat i Rubicon, men vi havde et afbræk på et par dage for anker, en times sejlads fra havnen. Vi kastede anker på 10 meters dybde, hvor vi kunne se ned til bunden i det klare turkisblåt hav. Vi hoppede alle i havet og kunne med vores dykkerbriller på, se hvordan ankeret lå på bunden. Livet under vandet fascinerede os alle og mens vi lå der og plaskede rundt med vores snorkler, kom der en stor sort rokke svævende på havets bund, vi kiggede alle på hinanden med et forundret blik i øjnene. Det var helt sikkert et af vores ønsker, som blev opfyldt der. At se og svømme med en rokke, selvom vi var 8-9 meter fra hinanden, så var det en stor oplevelse for os. Disse oplevelser håber vi på, at der kommer mange flere af.
Inden længe, hvilket i vores tidsperspektiv betyder en af de nærmeste dage, der tager vi id for anker igen, og kigger vejret an, måske skal vi mod Gran Canaria, måske skal vi mod Tenerife. Men vi skal med sikkerhed opleve mere af De Kanariske Øer. Om en lille måned kommer bedsteforældrene, et dejligt input hjemmefra. Deres selskab skal vi nyde en uges tid, samt en julefrokost med langturssejlernes forening. Hvorefter det næste eventyr gerne skulle byde på en endnu længere sejlads, end hvad vi hidtil har prøvet. Da det er Kap Verde der er destinationen, og derefter skal vi tage hul på vores ca. 14 dages sejlads over Atlanterhavet.
