Fra Lissabon – Sines – Lagos – Portimao – til Arrecife

Vores hidtil længste stræk på åbent hav

Vi modtog vores kære gæster i Oeiras og drog videre til Sines, for at forkæle de unge mennesker med en dejlig sejlads langs Portugals kyst. Vi havde en rolig og solrig sejlads til Sines og de unge mennesker måtte sande, at et tykt lag solcreme er et must på havet, når man kommer hjemme fra det danske klima. Undervejs fik vi øvet mand-over-bord, da min lillebror meldte sig frivilligt til at tage et dyp i det store blå. Alt forløb som det skulle og børnene ved præcis, hvad der skal til. Det er nødvendigt, men også virkelig fedt, når en opgave bliver løst til fulde i fællesskab, fordi alle bidrager og alle ved, hvad det kræver, for at komme i mål. Lillebror blev reddet sikkert op på båden og vi kunne sejle ind til Sines.

Efter at have fejret 10 års og 20 års fødselsdag med flag, sang og pandekager, skulle lillebror og kæreste videre til Lissabon og vi tog videre til Lagos. Da vi rundede Portugals sydspids og ramte Algarve kysten, så ændrede havtemperaturen sig fra de 17-19 grader og til 22-25 grader varmt vand. Det var børnene helt vilde med og meget af tiden i Lagos tilbragte vi ved stranden. Lagos var en havn præget af turisme og der var en vældig trafik med turistbåde, ind og ud af havnen. Når man gik hen ad havnepromenaden, hørte man oftere engelsktalende mennesker end portugisisktalende mennesker. Vi stødte såmen også på dansktalende mennesker, da vi mødte Skærsilden i havnen, hvor Erik og Christina var ombord. De inviterede os ombord om eftermiddagen og det var dejligt både for voksne og børn at dele ud af oplevelser og lytte til de erfarne sejleres beretninger om sejlads og steder, de havde været. En stor del af charmen ved at rejse på denne måde er, at man møder utrolig mange forskellige mennesker, hvor man kan være fælles om det, at sejle. Det giver inspiration og spændende nye bekendtskaber, som man altid vil huske.

Vi tog fra Lagos og videre til Portimao, som skulle være vores sidste destination i Portugal, inden vi drog mod De Kanariske Øer. I Portimao var der liv og glade dage, der var nemlig festival med DJ’s under åben himmel og så lå der 11 Clipper sejlbåde i havnen, som skulle videre på deres jordomsejling. Det var fascinerende at se sådan en 70 fods båd skabt til kapsejlads, med 24 besætningsmedlemmer ombord. Deres rejse fra Portimao gik videre til Uruguay og jorden rundt på et år. I havnen lå også en anden dansk båd, som pigerne ved et tilfælde fandt, da de fik øje på nogle børn på havnen. Det var Trine, Ole og deres tre piger, som havde været undervejs et år i Middelhavet og som skulle videre til Caribien. Børnene havde en hel dag med leg og det var virkelig en fornøjelse at se dem nyde hinandens selskab. Det var også med et “På gensyn” at vi lagde os ud for anker, for næste morgen at lette anker og sætte kursen mod Lanzarote.

Vi havde det fineste magsvejr midt på dagen første og anden dag og selvom at det kan være træls med motorsejlads i længden, for slet ikke at tale om, at vi ikke havde diesel nok til en hel tur for motor, så var det alligevel en god måde at starte den lange tur på. Vi slap alle for søsyge, da der ikke var den store bølgegang. Vi slukkede motoren midt på dagen og hoppede på skift i det store blå hav. Temperaturmåleren sagde 23 grader og det var en vild fornemmelse at glide ned i det lyseblå hav velvidende, at der var 4 kilometer hav under os. Vi tog et kig under havet med dykkerbriller på og det eneste ord, som kan beskrive det syn der mødte os, er evigheden. Det var blåt og blåt, så langt øjet rakte. Det var vidunderligt og skræmmende på samme måde, for der er så meget vi ikke kender til og som vi sikkert heller ikke ville kunne begribe.

Tredje dagen og fjerde dagen kunne vi sejle for fulde sejl og det var også der vi stiftede bekendtskab med de rullende bølger. Hvad der ikke var spændt fast nede i kahytten, endte på gulvet, for det er en seriøs vuggen, som kommer af de der rullende bølger. Det var en kunst at få lavet mad og lette sin nødtørst under de omstændigheder, men øvelse gør vel mester. Vi blev i hvert fald ferme til at holde balancen. Det blev også natten til den tredje dag, hvor jeg skulle få selskab under min nattevagt. Der landede en vildfaren flyvefisk på dækket midt på natten og han måtte have en hånd til at komme ud i friheden igen. Fjerde dag blev også dagen, hvor vi alle blev ramt af en træthed, som vi ikke havde oplevet før. Vi havde en dag, hvor alle ikke rigtig foretog sig noget. Børnene fortrak at sidde med deres iPad og aktivitetsniveau var lavt hele dagen. Om natten gik selvstyren endnu engang i stykker og efter at have trukket sejl ind på grund af den aftagende vind, så skulle selvstyren også fikses. Det blev ikke til meget søvn den sidste nat på havet, så det var med lettelse og glæde, at vi fik land i sigte den femte dag. Vi fik ikke kun land i sigte, men også en grindehval på styrbord side på vej ind mod havnen.

Nu har vi kastet fortøjninger i Marina Lanzarote og nyder roen, faciliteterne og landjord under fødderne. Vi har halvanden måned på De Kanariske Øer og vi glæder os til at gå på opdagelse og lære disse vulkanøer at kende. Inden at vores videre færden gerne skulle bringe os til Kap Verde.

• 

• 

• 

•