Fra Baiona – Povoa de Varzím – Leixões – Figueira da Foz – Berlenga – til Lissabon
Fra Spanien og videre til Portugal
Så fik vi lagt lidt over 1.500 sømil bag os. Vi begynder at kunne se på landkortet, som vi har hængende i stuen, at der faktisk er langt hjem til Danmark. Alligevel så har vi ikke været undervejs længere tid end knap 3 måneder og vi har godt 10 måneder af oplevelser, lande og eventyr der venter os endnu.
I Baiona nåede vi at få båden på land, for at få tjekket roet, efter vores famøse grundstødning i Tyskland. Thomas havde brug for, at få tjekket det hele, så alle kunne sejle videre uden bekymringer. Og heldigvis var der heller ikke grund til bekymring, for alt så ud som det skulle. Det eneste der var at bemærke, var den mængde spanske tilskuer som havde samlet sig om kranen, for at se den danske båd blive løftet på land. Det var vældig hyggeligt med selskab.
Dagen efter sejlede vi mod vores første destination i Portugal. I Povoa de Varzím blev vi taget godt imod af havnepersonalet og også politiet, som tog sig den ulejlighed at besøge os på båden, efter vi var ankommet. Det foregik helt uden dramatik og de endte med blot at kigge på vores pas. Jeg fik lige styr på den portugisiske grammatik, da politimanden rettet mit Obrigado til Obrigada, da kvinder udtaler tak med a som endelse. I Povoa kom vi lige tids nok til at se den årlige festival for Jomfru Maria og eftersigende også for sømændenes sikker sejlads. Hele byen var pyntet op til fest og der gik en lang parade af statuer, kvinder klædt som Jomfru Maria og præster. Det var meget smukt og der var en stemning i byen, som man kunne mærke, at alle folk delte. Hele herligheden sluttede af med et stort festfyrværkeri, som vi kunne nyde fra båden.
Turen gik videre til Leixões, hvor min søster kom ombord og skulle sejle med os de næste 10 dage. Men inden vi tog videre, nåede vi piger lige en tur ind til Porto og fik beundret alle de smukke katedraler, klostre og ikke mindst Douro floden, hvor vi nød en frokost i Ribeira kvarteret. Vi benyttede også lejligheden til at besøg den smukkeste McDonald’s, vi nogensinde har set. Vi besøgte São Bento banegården, som også var et overdådigt syn, med fortællingen om Henrik Søfaren i malerier på kakler langs væggene. Det siges at Arkitekten af banegården var så opslugt af alle detaljerne, at han helt glemte at lave billetluger.
Vi vendte hjem igen med metroen, som fungerede nemt og overskuet, blot med lidt hjælp af venlige portugisiske folk, til at trække billet i automaten.
Fra Leixões tog vi videre til Figueira da Foz, hvor vi fik en stor, ny katamaran som nabo. Et fransk ægtepar, som inviterede os ombord for at se båden. Og der er virkelig plads til det hele, på sådan en Lagoon 42. Pigerne var helt overvældet af alt den plads og komfort og vi fik da også lige spørgsmålet fra den mindste, om ikke vi skulle have sådan en. Ægteparret skulle sejlede båden til Caribien, for at leje deres båd ud. Men inden, så skulle de hjem en måneds tid, af den årsag sendte de os hjem igen med alt hvad deres skabe havde indholdt af mad, selv konens hjemmelavet marmelade, så vores skabe blev fyldt med fransk cuisine.
Vi havde sat Berlenga øerne som næste destination, hvor vi smed anker i en meget lille bugt mellem klipper. Det var enormt flot og vi blev alle helt betaget af det smukke og rå landskab, som Berlenga øerne er. Vi smed gummibåden i vandet og sejlede rundt og indimellem klipperne.
Det var skønt, men vi havde også vores udfordringer, for vandet var ikke så dybt og bugtet var ikke så bred. Derfor måtte de voksne skiftes til at holde udkig i løbet af natten, for at sikre os, at ankeret holdt og vi ikke drev ind imod klipperne. Men med en nattehimmel fuld af stjerne og et kølende brise i håret, da vækkeuret ringede kl. 03, så gjorde det mig indenting, at holde udkig.
Vi forlod Berlenga øerne, for vejrudsigten sagde regn og med regn kommer tåge, i Portugal har vi oplevet en ret tæt og pludselig tåge og der var virkelig ingen af os, som havde lyst til at sejle i tæt tåge med de mange og atter mange af fiskebøjer, som er langs kysten i Portugal. Derfor tog vi til Cascais, hvor vi selvfølgelig landede lige som deres festival skulle havde sin afslutning, vi har flair for at flytte os derhen, hvor der er fest. Vi sluttede derfor aftenen af i havnen, for fuld musik og festfyrværkeri endnu engang. Det bliver vi ikke trætte af. Resten af dagene i Cascais lå vi for anker og heldet i forhold til selskab smilede til os, da det gik op for os, at vi lå for anker med fire andre danske både. De fleste fik vi hilst på og pigerne fik stiftet bekendtskab med børnene på båden Vida, som de kunne bade og spille spil med. Det var tiltrængt, de havde længe savnet selskab af andre børn. Og det var så dejligt at se dem blive hentet af sønnen i gummibåd, for at komme på besøg over hos dem.
Efter dejlige dage i Cascais tog vi ind til Lissabon, hvor min søster skulle sættes af, så hun kunne komme til lufthavnen. Efter hun afmønstrede, så tog vi til Oeiras med 3 knobs medstrøm, hvor vi sejlede sidelæns ind i havnen på grund af strømmen. Det var lidt nervepirrende, at se båden flytte sig med den hastighed sidelæns ind mod molen. Men det gik godt og vi landede i Oeiras, hvor vi venter besøg af min lillebror og hans kæreste. Vi skal nemlig fejre vores ældste datters 10 års fødselsdag, som hun deler med sin onkel, som fylder 20 år. Der venter os nogle dejlige dage med selskab og fødselsdagsfest, inden vi igen er os selv og på vej mod de Kanariske øer.
